Rusland 1998
I 1998 besluttede jeg mig for at gense mit fædreland.
Nu var mine børn så store, så skulle der ske mig noget, kunne de klare sig selv. Jeg valgte at tage på krydstogt fra St. Petersborg til Moskva.
Ombord på skibet ’Majakovski’ var der cirka 100 personers russisk besætning. Da de hørte, at der var en russisk født kvinde ombord spredtes rygtet hurtigt, og jeg blev behandlet som en dronning på hele turen. Jeg følte mig hjemme i hele Rusland, mærkede den russiske ånd og fik russiske venner.
Det blev en uforglemmelig følelsesladet rejse for mig, som jeg gemmer i mit hjerte.

København 2003
Jeg fik en invitation fra Udenrigsministeriet til en højtidelighed af Auschwitz-dagen mandag den 27. januar 2003 i Københavns Rådhushal. Dette sammen med en række andre lande for at markere en af menneskehedens største tragedier, som er udført gennem drabet på millioner af sagesløse mennesker rundt om i verden. Det blev en meget stærk og smuk oplevelse, hvor Prins Joachim var til stede, og hvor statsministeren og udenrigsministeren talte.
Jeg har det så tæt inde på livet med min far, der mistede sit liv i Sibirien efter godt seks års slavearbejde. Hvor længe skal menneskene lære, før de kan forstå? Når jeg tænker på, hvordan en familie blev splittet fra hinanden, uden at vi kunne gøre noget som helst. Masser af tilsvarende skæbner eksisterer med forskellige variationer. Reaktionerne er meget forskellige, men én ting er sikkert: at ingen er blevet lykkelige af det. Krigen i Irak begyndte den l7. marts 2003 og amerikanerne er ved at indtage Bagdad. Der har været mange protester imod denne krig, og der er stadig masser af demonstrationer rundt omkring i alle Verdens lande. Hvad kommer det hele til at indebære, og hvorfor er krigen startet uden at have flertal i NATO?

Lønstrup 2008
Da jeg fyldte 75 år inviterede jeg min lille familie i sommerhus ved Skallerup Klit i nærheden af Lønstrup. Derfra tog vi ture til Tårnby Klitplantage, hvor Jan havde friet til mig. Vi så onkel Andreas’ hus, vores eget, som Peter og Helena købte, og grundene, der hørte til husene, hvor Jan og Jeg havde en grund og min mor et lille kolonihavehus. Det lille kolonihavehus stod der også stadig. Vi besøgte Lønstrup kirke, hvor jeg var blevet døbt, konfirmeret og gift. Det blev en smuk erindringstur.
Adskillige mennesker fortæller mig, at jeg holder mig godt, og pudsigt nok føler jeg mig yngre og yngre, selv om fysikken måske til tider kan være efter fødselsdatoen. Når stormen raser i trætoppene, og det suser omkring ørene, vil jeg gerne gemme mig ude i skoven for at finde lidt læ og mærke naturens luner. Når det er forholdsvis stille vejr går mine tanker og skridt til stranden, hvor jeg gerne går i strandkanten, der hvor havet og vandet spiller smuk naturlig musik. Jeg elsker stadig mine gåture i naturen, da de holdt mig i live med en livstruende sygdom, som jeg på det tidspunkt ikke anede noget om, men hele min fysik var belastet af den. De har givet været mig til stor hjælp for at ikke gå under. Til trods for fysisk ubehag, kramper og følelsen af at mit hoved gik i tusinde stykker og alt omkring mig forsvandt, fortsatte jeg dag ud og dag ind med disse ture af en varighed på to timer. Mange gange tænkte jeg, at nu var det så voldsomt, og skulle der ske mig noget, ja, så var skoven med al den hvide sne som et tæppe, ikke det værste sted jeg kunne ende mine dage. Det kunne næsten ikke være smukkere.
Men skæbnen ville anderledes. Jeg blev opereret og overlevede og fik et nyt liv, synes jeg.
Er det ikke vidunderligt? Tænk at får lov til at være i nærheden af mine børn og børnebørn og følge dem endnu et stykke af vejen. Det er en gave, og jeg er dybt taknemlig.