Lønstrup 1938
Vi rejste til den lille fiskerby Lønstrup, hvor min bedstefars bror Andreas boede. Først boede vi hos ham, men efter kort tid købte vi et hus ikke langt fra hans trælasthandel.
Efter vor ankomst til Danmark blev jeg døbt i Lønstrup kirke, og jeg kom i den lokale skole. Mor fik travlt med at arbejde og samtidig lære dansk og passe familien. Det var virkelig en hård tid for hende med den omvæltning. Andreas var blevet enkemand og havde derfor en sød husbestyrerinde, som hed Valborg. Hun prøvede at komme i kontakt med det skræmte og generte barn, jeg var, og det var hende, der lærte mig de første danske gloser. Samtidig var hun sød til at strikke forskellige ting til mig, da det var begrænset, hvad vi havde med os af tøj til Danmark.
Jeg husker, at min bedstemor lavede surkål i Lønstrup og lagde det i store beholdere. Det smagte godt, synes jeg. Nogle gange listede jeg mig ud i bryggerset og stjal lidt som en lækkerbisken. Bedstemor Helena, der var vant til bedre forhold i Rusland med tjenestefolk skulle nu selv til at ordne, det de andre havde gjort før i tiden. Det var meget svært for hende at komme til et fremmed land i en sen alder og slet ikke kunne sproget samt leve et meget beskedent liv. Hun var langt borte fra sin trygge familie og derfor alt for meget afhængig af sin mand, datter og mig. Det måtte virkelig have været svært for den lille sarte kvinde. Som barn forstod jeg hende ikke. Hun var ikke vant til at vise sine følelser, og der blev ikke givet nogen kærtegn. Nu, hvor jeg selv er på hendes alder føler megen sympati og medfølelse. Hun var gift med en mand, der plejede sig selv og vant til at bestemme, både over hende samt sine undersåtter. Hun var meget fint bygget, og der var noget majestætisk over hende. Jeg savnede hendes omsorg og kærlighed, men i dag forstår jeg bedre, hvordan tingene hænger sammen. Hun skulle selv overleve i de nye forhold, men hun var heller ikke vant til at modtage kærlighed, så enkelt var det.
Vi andre var hendes forbindelse til omverdenen. Kun når den lettiske dame og hendes familie kom, kunne hun tale russisk med dem. Det må have været svært at være gift med en udlænding for min bedstemor. Bedstefar var meget bestemt, og jeg tror ikke, at de nogensinde havde et tæt, varmt kærlighedsliv sammen. Det var andre ting, der holdt ægteskabet sammen. I Rusland var min bedstefar en bestemt herre, der vidste, hvad han ville. Nu var situationen blevet en hel anden. Der var ikke så mange penge at rutte med og heller ikke nogen tjenestefolk. Nu krævede han opmærksomhed fra sine omgivelser og service fra sin kone, der ikke var meget vant med det huslige arbejde.
Bedstemor gjorde det bedste, hun kunne, og jeg havde ondt af hende. Denne lille, spinkle dame, der lignede en porcelænsfigur havde ikke megen energi til det fysiske arbejde, og det endte også med, at hun blev syg. Hvad der egentlig ellers skete, har jeg ingen erindring om, men dagene gik for mig med at hjælpe bedstemor med husarbejdet, samtidig med at passe min skole. Hver morgen skulle bedstefar have en rå æggeblomme på fastende hjerte, og jeg fandt aldrig ud af, om der var vodka i, men jeg fik at vide, at i Rusland fik han sig også et glas vodka.
Mor sled i det med sit arbejde i Hjørring. Hun var træt, når hun kom hjem om aftenen, og det blev ikke bedre af at høre på først bedstefars beklagelser over mig og derefter mine beklagelser over ham. Jeg savnede kærlighed, men fik disciplin i stedet. Der hang en kort pisk på væggen i køkkenet, og bedstefar truede mig med, at hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, ville jeg få pisken at føle. Det gjorde mig bange, for tænk om han virkelig kunne finde på det. Han har sikkert kun ment det som en trussel, men jeg tog det til mig. Men når jeg kom hjem fra skole, spillede vi forskellige spil sammen, og så slappede jeg af. Bedstefar ville gerne gøre noget for mig, både musikalsk og skolemæssigt, men vi havde ikke penge til et klaver og en privatskole.

Havet og naturen
Min mor troede på mig, og jeg prøvede på at leve op til en del forpligtelser og ansvar for mit liv. Der var ingen sikkerhedsnet. Men der var kærlighed og omsorg. Mor søgte gåture langs Lønstrup strand, og havde derfor ikke brug for nogen nervepiller. Her hentede hun energi, der gav hende eventuelle løsninger på hendes hverdagsliv og en støtte til et godt helbred.
Jeg tænker mange gange på klitterne i Lønstrup under mine fødder, og kan mærke det hårde græs og marehalmen. Jeg kan mærke duften af hav og høre blæsten omkring mig. Og jeg elskede den lidt vilde natur ved Vesterhavet. Den har været min sande ven, hvor jeg har gået hen med mine tanker og fået inspiration på en eller anden måde. Mine vandreture i klitterne og ved havet har givet mig en vidunderlig styrke. Naturen var en sand, tavs ven, hvor jeg fik noget tilbage.
Jeg kan lukke øjnene i dag og se mig selv derude og føle det hele. Jeg har siddet i klitterne, hvor en lille gråspurv er kommet ved min side, og følt at jeg kunne gå ind og mærke, hvordan den lille fugl havde det. Der har været mange andre oplevelser, som jeg ikke turde dele med andre, fordi jeg var bange for, hvad de ville tænke.
Jeg husker engang da jeg som stor skolepige skulle hente tre lagkagebunde hos den lokale bager i Lønstrup. Det var en meget blæsende dag, og jeg skulle op ad bakken i modvind efter at have købt mine lagkagebunde, der hang i en pose på styret. Pludselig kom et stort vindstød og min pose kom ind imellem egerne på hjulet og jeg blev meget bange og ked af det, for nu var de jo helt mast. Jeg måtte hjem med smulerne og turde slet ikke tænke på, hvad mine bedsteforældre ville sige. Vore penge var små, og vi havde glædet os til at lave denne lagkage for nogle gæster. Da jeg næsten var kommet helt op på bakken, kunne jeg ikke lade være med at lukke posen op og kigge ind i den. Til min store forbavselse så jeg, at lagkagebundene har fuldstændig hele. Jeg kiggede igen, men de var fine og hele, og min glæde var stor.

Leg og pligter
Da jeg nu skulle lære et nyt sprog, mødte jeg en lidt ældre pige i Lønstrup, der hed Betty. I løbet af tre måneder kunne jeg dansk med et ordforråd som nu en femårig kan og på det område var der ingen problemer. Jeg fandt ud af, at Betty boede hos sine bedsteforældre, og hendes bedstefar var noget ved banen i Lønstrup. De boede midtvejs mellem det store hus min morfars bror ejede og det hus, vi købte. Det var nemt at løbe rundt omkring i det område, og det var meget spændende at lege i nogen af de bygninger, som onkel Andreas ejede i forbindelse med sin trælasthandel. Der var masser af muligheder for spændende gemmesteder, og jeg holdt meget af at opholde mig der, både sammen med andre, men også alene. Mit venskab med Betty holdt op, da jeg efterhånden fandt mere jævnaldrende kammerater. Senere blev hun betragtet som en slags tyskertøs, og folk sagde mange grimme ting, der gik ud over min forstand. Men pludselig var hun borte fra Lønstrup, så jeg blev overladt til de mere jævnaldrende drenge og piger. Da jeg havde mange pligter i huset og haven, var der ikke altid tid til at lege. Der var meget at luge i den store køkkenhave, som vi havde på en ekstra grund på den anden side af vor private vej. Den gik ned ad en bakke, og var egentlig et meget spændende sted, men hvor var der meget, der skulle luges. Det skulle gøres med akkuratesse. Ikke noget med at afstande mellem de forskellige grøntsager var forskellige. Der var gulerødder, ærter, bønner og rødbeder, som skulle tyndes ud, mens en lang række andre grøntsager bare skulle luges. Der var forskellige kålplanter, der skulle plantes ud, og jordbærrene skulle have halm for ikke at blive snavsede og rådne. Der var også mange blomsterbede, som skulle passes, så det var bare med at nå det hele.
Om søndagen gik jeg med en avis om formiddagen, og den gav mig lommepenge, så jeg kunne gå i Lønstrup Bio og se nogle af de spændende film. De danske film var de foretrukne. Jeg husker ’Min onsdagsveninde’ og nogle andre med datidens skuespillere. Vi sag på lange træbænke uden pladsbillet, så det var med at komme først i køen og få sig en god midterplads på de forreste rækker. Biografen lå nede i Lønstrup by, så jeg havde god tid til at spadsere derned og glæde mig til filmen, og da den var slut, at spadsere hjemad med alle oplevelserne inde i hovedet og tænke over filmene.

Den stille pige
Jeg var meget genert og lyttede til de andre uden selv at sige så meget eller sige nogen imod.
Med min form for opdragelse fra mine bedsteforældre og min mor, skulle man opføre sig ordentligt og ikke sige nogen imod. Tiden i Rusland efter revolutionen var sådan, at man altid skulle passe på med, hvad man sagde, så det ikke kunne mistolkes og føre til en arrestation eller noget andet ubehageligt, så det sad i blodet med at tilpasse sig andre. Det gjaldt om at overleve. Sådan noget kunne danskerne have svært ved at forstå, specielt de danske børn, der var opdraget på en anderledes fri måde, hvor man bare var et menneske uden en kommunistisk baggrund. Jeg har altid ønsket mig, at jeg havde søskende samt den far, der pludselig ikke var der mere i vor lille familie. Min mor var det sødeste menneske, men måske efter min mening lidt for forsigtig.
Tiden i Lønstrup gik. Hvor var jeg dog genert, men jeg lærte efterhånden de andre børn at kende. Det var en god, solid landsbyskole, jeg gik i, og vi lærte noget. Nogle gange havde jeg det svært med lektier, og især regning, men der var ingen hjælp at hente på hjemmefronten, så jeg måtte klare det selv. Mærkeligt nok fik jeg min første uddannelse i en bank, men jeg indrømmer, at det ikke var det, jeg havde mest lyst til. Det var mere af nød, da jeg nu kunne få en læreplads. Den første tid i banken skulle den sidstankomne elev sørge for at åbne hoveddøren til banken og lukke den. Det var en pinsel for mig at gå spidsrod den lange vej fra bagkontoret og ned gennem banken, hvor jeg synes, at alle kiggede på mig, og især de unge mænd. Men den tid kom jeg også over, og andre overtog dette job.
Jeg husker, at mors familie i Hjørring altid inviterede os en af juledagene, hvor jeg sammen med de voksne børn spillede hjerterfri, til min store fornøjelse, da jeg var ganske ferm til det. Her glemte jeg genertheden og koncentrerede mig kun om spillet som var vor fællesnævner. Dette hjem i Hjørring åbnede sine døre for os, og mor og jeg havde mange gode stunder hos dem. De boede i en stor, rød villa i et af de bedste kvarterer i Hjørring. Det man dengang kaldte Svanelundskvarteret. Manden hed Jens og var overlærer i Hjørring, men han blev meget forbavset, da jeg senere kom ind i Diskontobanken som elev. Min morfar havde prøvet på at få hans hjælp til mig, så jeg kunne komme på Hjørring Privatskole og få en bedre skolegang, men Jens sagde bare, at det havde vi ikke råd til. Det viste sig senere, at man kunne få friplads, hvilket min veninde fra Lønstrup fik. Det gjorde mor ked af det og min morfar vred, men sådan blev det. Jeg må tilstå, at jeg mange gange har ønsket, at bare jeg havde en studentereksamen, så jeg kunne have gået videre på et universitet, for eksempel med med mit russiske, men sådan ville skæbnen det ikke.
I den periode husker jeg, at min bedstemor strikkede stribede strømper i alle regnbuens farver til mig. Det var højeste mode dengang. Mor arbejde i Hjørring dengang Hjørring Sygehus som medhjælper på laboratoriet. Hun skulle meget tidligt op for at nå toget og kom først hjem igen ved femtiden eller senere. Jeg elskede at hente hende på stationen, så havde vi en ti minutters tid for os selv, inden hun trådte indenfor døren i huset til bedstemor og bedstefar. Så skulle der forberedes til aftensmaden over komfuret og senere kom opvasken i bryggerset som jeg for det meste tog mig af. Om vinteren var der isende koldt derude. Der var ingen varme, men jeg vænnede mig til. Den samme kulde var der oppe på mit værelse på første sal, så jeg fik et par varmedunke i sengen. Jeg lærte hurtigt at putte hovedet under dynen og ånde varm luft ind som et supplement til en varm dyne, da varmedunken enten var for varm eller for kold. Det værste var, at hvis jeg skulle på toilettet, så skulle jeg ud af en varm dyne, gå ned ad trappen, gennem bryggerset derpå gangen indtil jeg entrede i det specielle rum. Der var mørkt, så jeg skulle have en lommelygte med og koldt var der også. Når jeg endelig entrede min varme seng igen, var det vidunderligt.
Jeg husker også, at vi fik mange bagte æbler, der blev bagt i det man kaldte kakkelovnen. Dem kunne jeg godt lide, men hestebøffen ville jeg ikke spise. Jeg kunne vitterlig smage forskel på den og oksekødet, selv om bedstemor påstod det modsatte. Vi havde også nogle kaniner i Lønstrup, som jeg hjalp med at fede op ved at plukke meget løvetand til dem hver dag om sommeren. Engang imellem slagtede bedstefar en kanin til vores middagsbord, og vi nød at få det vante kød som dengang i Rusland.
Vor have havde vi stor glæde af. Jeg plukkede mange forskellige bær og fik mavepine adskillige gange. Det var sådan, at når jeg først begyndte på stikkelsbærrene, kunne jeg simpelthen ikke holde op. Der var nogle specielle gule stikkelsbær, der var mine foretrukne. Jeg er overbevist om, at alle de sunde grøntsager og bær samt de russiske retter har været med til at styrke mit helbred. Jeg var ofte syg som barn, og min hals drillede mig tit, så jeg lærte at leve med det. I dag kan jeg se hvorfor den drillede mig. Jeg holdt mange ting tilbage i stedet for at udtrykke mig. Man skulle være en pæn pige, og hvad kunne der ikke ske, hvis jeg blev uartig.

Hemmeligheder og tætte bånd
Bedstemor fortalte mig mange gange, at russerne snart kom til Danmark, og så måtte jeg ikke fortælle, at jeg kom fra Rusland og havde en russisk far, fordi så ville jeg blive sendt på et børnehjem i Rusland, og der ville ske frygtelige ting med familien. Derfor har jeg undertrykt, at jeg var født i Rusland og havde en anden baggrund end mine danske venner. Hele tiden skulle jeg være forsigtig med, hvad jeg sagde. På et tidspunkt kom der nogle lettiske kvinder til Hjørring, og den ene havnede på sygehuset, hvor mor arbejdede. Hun var bakteriolog og talte russisk. Denne kvinde kom til at betyde uendeligt meget for mig. Hun hed fru Osis og var en flot kvinde. Hun var gråhåret og fortalte senere, at den nat russerne kom og tog hendes mand og eneste søn for at sætte dem i koncentrationslejr, ændrede hendes hårfarve sig på en enkelt nat. Hun havde en søster, der boede i Sverige. Og denne havde en lille datter, der blev meget glad for mig og som jeg legede med, når de besøgte os i Lønstrup.
Fru Osis var mit store forbillede og lærte mig meget om livet. Også om at sætte farver sammen, klæde mig rigtigt og sætte håret. Jeg var meget stolt af at lære hende at kende. Også min mor fik glæde af hende. Hun fik hende til at være mere kvindelig og peppe sig op rent tøjmæssigt. Det klædte hende og fik hende til at blomstre op. Jeg begyndte at blive mere bevidst om at sætte farver sammen.
På et tidspunkt kom der to russere, der holdt sig skjult i vores hus for tyskerne. Her blev jeg indprentet om at ikke tage kammerater med hjem eller på anden måde at tilkendegive, at vi havde et par ekstra beboere boende på loftet. Den ene mand blev dybt forelsket i min mor og prøvede at overtale hende til at tage med sig til Amerika sammen med mig. Han var usædvanlig sød imod mig, og han græd, da han fortalte mig, at mor ikke turde tage med ham. Delvis på grund af sine gamle forældre, som hun følte sig forpligtet overfor. Jeg græd sammen med ham, da muligheden for at få et mandligt medlem og en sød stedfar brast. Pludselig var de borte begge to. Siden fik jeg kontakt til en den ene Anatolli i Canada. Han havde oparbejdet en stor, teknisk virksomhed og trivedes godt i sit nye land. Den mand, som blev interesseret i mor, ved jeg intet om, hvor findes. Jeg ved, at hun sørgede over ham i lang tid, men det var så hendes beslutning. På en måde kan jeg godt forstå hendes betænkning om at komme til et nyt land igen og begynde på et nyt sprog og en ny tilværelse, mens hende gamle forældre blev i Danmark. Det handlede om at ikke lade dem i stikken, og pligten sejrede i dette tilfælde. Jeg kunne have undt hende mere glæde i tilværelsen. Hun beklagede sig aldrig over sin skæbne, og det synes jeg nok var flot, når man tænker på hvad hun havde været ude for. Hun havde et stort hjerte og var en meget blid og hjertensgod kvinde, men jeg savnede nok mere handlekraft hos hende. Hun havde nok fået et knæk, da min far brutalt blev taget fra os, og uvisheden var svær at leve med.
Min mors tolerance og tålmodighed har jeg, og jeg har også været konfliktsky, indtil jeg i en voksen alder ændrede kurs. Jeg er blevet handlekraftig og en selvstændig kvinde nu. Hele tiden fik jeg at vide, at jeg skulle gøre noget for andre mennesker, og give gæsterne hvad der var i min magt. I Rusland nøder man sine gæster til at spise og drikke mere, det er almindelig høflighed.  Man skulle dele eller give det sidste, man havde, til de mennesker, der besøgte ens hjem. Måske var jeg ikke så god til det som min mor, da jeg nok blev for dansk præget, men stadig når jeg har gæster, vil jeg gerne gøre mit bedste for at de skal føle sig godt tilpas i mit hjem. I Danmark tager man det lettere med hensyn til at have gæster.
Jeg undrer mig lidt over, hvad min egen mor tænkte og følte, da jeg var barn, for hun sagde aldrig noget om sine følelser. Da jeg blev gift med Jan, gav hun til gengæld udtryk for, at han var en dejlig mand. Jan var også meget glad for mor. Han kunne drille hende for sjov, og når vi var ude alle tre, skete det mange gange, at folk troede, han var hendes søn. Der var virkelig en fin forbindelse imellem dem, og de turde være sig selv og hvile i hinandens selskab. Hvis jeg var uenig med Jan, holdt mor altid med ham, og skulle det ske, at hun synes, jeg havde ret, sagde hun det aldrig. Selv da Eva og Lisa blev født holdt båndet, og det blev nok også tættere. Hver sommer tog vi til Vendsyssel og boede hos min mor i Hjørring. Når vejret var godt, og det var det som regel, pakkede vi Saaben med picnickurv og badetøj og tog til Tårnby Klitplantage ved Vesterhavet. Det var den lykkeligste tid i mit liv at være sammen med de fire personer, og heldigvis har Jan taget en bunke smalfilm, så minderne kan komme på skærmen i farver.

Lønstrup 1948
Nu kommer jeg i tanker om, at mor sagde en del gange, at jeg forandrede mig meget, og at jeg kunne virke meget tiltrækkende og charmerende. Det tror jeg på, da jeg ikke selv synes, jeg var særlig klassisk køn. Men jeg var meget kvalitetsbevidst med mænd, så jeg fik ikke nogle kærester i en ung alder som nogle af mine jævnaldrende veninder. I dag kan jeg se, at jeg i stedet var meget forbundet med naturen, og takket være den er jeg kommet igennem mange små og store kriser i mit liv. Lønstrup blev noget specielt for mig, noget jeg stadig kan længes efter. Min mor holdt af at går ture ved havet i Lønstrup. Det samme var tilfældet med mig. Det gav nye syn på tilværelsen og en del energi. Jeg rendte rundt i klitterne i Lønstrup og kendte næsten hver en lille sti. Duften af salt og hav og alle de vilde blomster hørte til mit lille Paradis. Jeg lærte også at køre på cykel i klitterne. Der kunne man falde blødt i det grove græs frem for på asfalten eller en vej med mange store og små sten. Denne særlige duft, som man kun kan fornemme ude ved vestkysten, er noget specielt, som man skal have prøvet for at forstå. Den hårde vind, der suser hen over ens hoved og renser luften og gennemblæser ens lemmer, er en vidunderlig følelse. Det er sådan, at græsset lægger sig ned i en ærbødighed for naturens kræfter, og sandet fyger om ørerne på én og sætter sine små, fine sandkorn i øjnene.
Jo, naturen er vidunderlig uforudsigelig. Der er ingen, der kan standse den, heldigvis.
Mens jeg var barn, var det svært for mig at finde ud af tingenes tilstand. Der var tusinde spørgsmål, jeg gerne ville have svar på, men følte mig som fastklemt i noget, hvor jeg kunne hverken komme ud eller ind. Hvem skulle man gå hen til?  Jeg ser samtidig tilbage på et spændende liv med mange nuancer. Det er som et typisk vejr i Danmark. Man ved aldrig, hvad der kommer. Derfor må man klæde sig på efter vejret. På samme måde er det med livet. Man må tage det, som kommer og få det bedste ud af det.
Jeg husker tydeligt, at jeg ventede på, at min bedstefar i Lønstrup skulle gå i seng og sove, så jeg kunne lukke op for dansemusikken i radioen og drømme til de fascinerende toner. Jeg drømte om, at jeg havde en meget smuk kjole på og valsede rundt med en drømmeprins., mens jeg sad med øret næsten inde i radioen, for bedstefar måtte jo ikke vågne, så han kunne vågne og afbryde fortryllelsen.
Om sommeren gik jeg med jordbær og grøntsager, blandt andet til en konditorfamilie fra Aalborg, der havde et stort sommerhus. De havde en datter, der var et par år ældre end mig, og havde altid noget af hendes pæne aflagte tøj, som hun var vokset fra, med til mig. Det var meget pænt, så jeg var glad for deres gestus, men engang imellem længes jeg efter at selv få lov til at vælge noget tøj, som andre ikke havde gået i.
Det var svært for mig at kommunikere med andre mennesker. Jeg var simpelthen for genert. Det har været en belastning at holde på alle de hemmeligheder som jeg var involveret i, og som jeg selv havde indeni mig selv. Min mor betroede sig til mig og søgte om råd flere gange. Jeg købte tøj til hende, ligesom jeg selv tegnede både min konfirmationskjole og andendagskjole og fik syet hos en skrædder i Hjørring, der var bøsse, men det var tys, tys, og jeg vidste knap nok, hvad det var, bortset fra at han var noget anderledes end de fleste af os.
Jeg blev fotograferet hos byens bedste fotograf, der udstillede mit billede til min fortrydelse. Igen var jeg for genert til sådan noget. Tænk om nogle, jeg kendte, skulle se det. Jeg holdt tingene tilbage og turde ikke råbe, græde sige imod eller for den sags skyld bede om noget. Nu i min alderdom må jeg vove de ting, og det er dejligt bare at gøre det.
Da jeg var cirka 14 år gammel fik jeg to gode veninder. Den ene var jordemoderens datter fra Vrå, som hed Kirsten. Den anden en datter af en vognmand fra Overlade og hun hed Elin. Disse to prægtige piger beholdt jeg forbindelsen med, og vi har fulgt hinanden op igennem årene, så godt som det nu kan lade sig gøre.
Men min skolegang blev ikke så lang, så jeg måtte være glad for at komme i lære i Hjørring Diskontobank samtidig med at gå på handelsskole i tre år om aftenen. Det var ikke mit drømmejob, og det fandt den ene direktør ud af, så han foreslog mig at gå ind i modebranchen. Han havde lagt mærke til min tøjstil og sammensætning af farver. Han ramte plet. Det ville jeg også hellere, men jeg ville gøre noget færdigt før jeg begyndte på noget andet, og godt for mig. Senere i livet viste det sig, at jeg kunne bruge denne uddannelse i flere sammenhænge.
Det blev virkelig en prøvelse på flere måder i den første tid. Jeg tog cyklen fra Lønstrup l5 kilometer til Hjørring. Jeg sad i banken om dagen, på handelsskole om aftenen og derefter til Lønstrup igen på cykel. Dette gentog sig, indtil direktør Sperling Andersen tilbød mig og en anden elev fra Brønderslev et værelse på anden etage i banken, som vi delte. Han selv med familie boede på første etage. Bankdirektøren var med i Hjørrings turistforening. Dette var med til at nogle af os fra banken blev statister i En Skærsommernatsdrøm på Hjørring teater, hvor Poul Reichardt spillede med. Det var sjovt at komme så tæt på kendte skuespillere, og efter forestillingen var der spisning i restaurant Svanelunden, hvorefter der blev spillet op til dans. Sikken en oplevelse for de små, unge piger i provinsen. Langsomt blev knuderne løst op til min generthed, men jeg var stadig tilbageholdende i min adfærd. Rom blev ikke bygget på én dag.
Det var fint at have så let til sin arbejdsplads, men det morede mig meget lidt at være i banken. Nogle dage skulle bare gå, imedens jeg tænkte på at kreere tøj og sætte farver sammen eller have noget andet med mennesker at gøre, bare på en anden måde. Tiden i banken har haft stor betydning senere for mit liv, hvilket jeg er meget taknemlig for. Den uddannelse gav mig en ballast til senere at vælge noget arbejde, og især da Jan døde, var der adskillige tilbud til mig på arbejdsmarkedet. Men da jeg blev ansat i banken fik min familie i Hjørring pludselig respekt for mig. Det var da flot, at den lille Maja kunne komme i lære i den store, fine bank.
Ja, sådan er livet også.

København 1960
Jeg fik et adgangskort til mange ting, og det voksede jeg med, så jeg besluttede til at prøve lykken i København. Nu havde jeg også en handelsskoleeksamen. Det var ikke så høje karakterer, men den var hjemme. Det gav mig gå-på-mod. Siden tog jeg i en periode til England som Au-pair for at vende tilbage til Hjørring og arbejdede på Jydske Tøjhus, hærens materielkommando, hvor jeg blandt andet lavede kørekort. En dag kom en ung løjtnant i reserven, som jeg skulle formidle et kørekort, og det var kærlighed ved første øjekast.
Da jeg blev gift med Jan, flyttede vi til København, hvor han skulle arbejde som maskiningeniør på SAS. En dag gik jeg på Amagerbrogade og kom forbi en pæn stor bygning, hvorpå der stod Amagerbanken. Jeg fik en pludselig indskydelse og gik indenfor, hvor jeg spurgte efter direktøren. En medarbejder spurgte om mit navn og sagde, Et øjeblik. Det varede heller ikke mange minutter, før han vendte tilbage og bad mig følge med ham ind til direktøren. Her fremsagde jeg mit ærinde, at jeg ønskede et halvdagsjob. At jeg var nygift og gik hjemme i Kastrup. Direktøren spurgte mig, hvor jeg helst ville arbejde, og jeg svarede raskt, at det ville være rart, om det var i nærheden af min daværende bopæl på Listedvej i Tårnby. Han svarede, at han ville undersøge sagen, og at jeg skulle høre fra ham. Det gjorde jeg i løbet af nogle dage. Direktør Knudsen var hurtig, og inden jeg fik set mig om, arbejdede jeg i Amagerbanken i deres Tårnby filial. Senere da jeg holdt op, blev der sendt bud efter mig som vikar i Løjtegårdsafdelingen, der blev Danmarks første autobank.
Men det var ikke det, jeg ville i længden, så jeg studerede artikler om Alexander teknik og yoga. Jeg meldte mig til yoga hos Edith Enna i Olsens fægtesal i Store Kongensgade. Under den anden time kom fru Enna hen til mig og sagde: Lille fru Andersen, De skal være min hjælpelærerinde, og sådan blev det. Jeg fik en toårig uddannelse hos Edith Enna med diplom og skrev sammen med en indisk yogi ved navn Svami Narayanananda. Han har skrevet mange bøger, der er oversat til dansk. I 1961 modtog jeg en lille bog ved navn Gyldne Forskrifter, som han har signeret til mig. Jeg underviste som vikar for Edith Enna, indtil jeg blev gravid med Eva og vi flyttede til Assens.

Nordsjælland 1973
Dan Jan pludselig døde forstod jeg, at jeg skulle overtage alle hans forpligtelser, enten jeg ville det eller ej. Jeg kom til at tænke på, at mine russiske bedsteforældre, der blev tilbage, må have haft det svært. De mistede deres søn, men de mistede også deres barnebarn og svigerdatter, der pludselig var borte, uden at de kunne skrive og høre om vor situation. Det må også have været barskt for dem.
Politiet ringede på vor hoveddør en dejlig smuk majaften ved nitiden. I stedet for Jan, der kom hjem efter en tenniskamp, stod der to politibetjente. Da jeg lukkede døren op og så de to betjente, tænkte jeg med det samme, at de var gået forkert, indtil den ene af dem sagde: Er det fru Andersen?
Først tænkte jeg, det er ikke muligt, det kan være til mig, men min reaktion var også at spørge, om min mand havde været ude for et biluheld. Nej, svarede den ene betjent, men vi vil gerne tale med Dem i enrum. Her fortalte betjentene, at Jan var faldet om på tennisbanen, da han ville tage en tennisbold op fra jorden.
Jeg kom i chok, men handlede tilsyneladende roligt efterfølgende. Den dag i dag, forstår jeg ikke, at jeg kunne være så rolig, men jeg vidste, at nu skulle jeg tage mig af mine småpiger og komme videre. En stor hjælp for mig var at have min mor i huset.