Fra Rusland til Lønstrup
Af Maja A. Andersen. Red. Eva H. Andersen

I Rusland stod min vugge, og jeg blev født den 30. maj 1933 og fik navnet Maja.
Mit liv har været spændende, men også hårdt til tider. Som i alle andre menneskers liv, har der været perioder med store udfordringer, hvor jeg mange gange har tænkt, at det var godt, jeg ikke på forhånd vidste, hvad der ventede mig, for så havde jeg måske opgivet det på forhånd. Men når jeg så stod med udfordringen, var der kun én vej, og det var at få det bedste ud af situationen. Når jeg tænker tilbage, ved jeg udmærket, hvad jeg måske burde have gjort her og der, men så var jeg jo aldrig havnet i erfaringernes land, hvor der både er glæde og smerte.

Rusland Titovo 1900
Mor havde en dansk far, som rejste til Rusland i sine unge dage som færdiguddannet gartner. Han var fra Thy og ville ud og se den store verden. Mens de fleste rejste til Amerika, havde han interesse for Rusland, det store uopdagede land, hvor han kunne bruge sine færdigheder. Først arbejdede han ved et gods i det sydlige Rusland og siden som plantør ved jernbanerne nordpå. Og senere som skovridder og godsforvalter i nærheden af Titovo. I 1904 blev han gift med en russisk politidatter, der var godt opdraget med nurse og andre tjenestefolk. Hun hed Helena og han hed Peter. De fik to piger, hvor min mor var den ene og hed Nina. Den anden datter husker jeg ikke navnet på, men hun blev forgiftet ved et uheld, mens Helena og Peter var på ferie. Det var tragisk. Måske var det derfor, at min mor ikke fik lov til ret meget i sit børneliv. Det var forbudt at lege med drenge hjemme og hun fik ikke lov til at besøge veninderne, såfremt der fandtes. Hendes lege blev begrænsede, og da hun skulle gå i skole, var det en dyr pigeskole med uniformer og strenge regler.
Mor var smuk som barn og ung, og der var mange, der sværmede om hende. Hun forblev måske ikke handlekraftig nok, så jeg blev presset til at tage mange beslutninger for os begge.
Min bedstefar blev ved med at bibeholde sit danske statsborgerskab og pas, hvilket senere skulle blive vores redning. I 1917 kom revolutionen, der gjorde op med zarstyret, hvor det gods, min bedstefar forvaltede, blev udstykket til egnens bønder. Han fik til opgave at reetablere en række savværker, der skulle indgå i et nyt kooperativ men måtte forlade jobbet efter to år, da han ikke ønskede at efterkomme kooperativets krav om at være medlem af det kommunistiske parti. Siden fik Peter en stilling som forvalter på en kaninfarm, der tilhørte et kooperativt landbrug og etablerede samtidig et drivhusgartneri.

Syrenbyen Laasinovtrosk 1933
Min mor blev uddannet lærerinde og underviste elever på Titovos skole, hvor hun mødte min far Vasilij, der underviste i maling og tegning ved siden af han også underviste i kunst på akademiet. Mine forældre blev gift og flyttede til et lille hus i landsbyen Laasinovstrosk, som også blev kaldt Syrenbyen på grund af de mange duftende syrener i forsommeren, og her blev jeg blev født.
Tiden i Rusland var nok svær for mig. Både min mor og far, arbejdede om dagen, så jeg havde en nurse til at se efter mig. Den sidste var ret ung, så hun spiste mit daglige æble, som mor havde købt på den sorte børs, da der på det tidspunkt var hungersnød i Rusland.  Når hendes kæreste kom på besøg, blev jeg sat ind i den anden stue og måtte passe mig selv.
Det med æblet blev opdaget en dag, min far uventet kom hjem og så hende spise det i stedet for at give det til mig, hvad det var aftalen.
Min mor blev hurtig gravid igen efter min fødsel, og jeg fik en dejlig lillebror, men denne lille gut blev desværre meget syg af meningitis og døde kun ni måneder gammel.  Han hed Valjoda og havde store smukke øjne. Min far lavede en lille kiste til ham, og derefter gik vort liv i sort for en periode. Mor var en meget blød og hjertevarm kvinde, og for hende var det en overvældende stor sorg at miste sit lille drengebarn, selv om han døde af meningitis og ikke kunne helbredes på det tidspunkt. Som en børnespecialist i Moskva sagde til mor, det var det bedste, der kunne ske under disse omstændigheder, for ellers ville han blive hjerneskadet, såfremt han overlevede. Den trøst, hvis man kan kalde det en trøst, levede min mor med til sine dages ende.
Men hendes skæbne blev endnu sværere. Min lillebrors alt for tidlige død førte mange ting med sig. Jeg var nok overladt meget til mig selv i den svære periode som mor og far skulle igennem. Mine bedsteforældre var meget sparsomme med at øse kærlighed ud, så jeg følte mig usikker og vidste aldrig, hvordan deres reaktion var på tingene. Men livet skulle gå videre, og i den sidste ende var jeg nu det eneste barn mor og far havde.
Far tog sig kærligt af mig, lavede sjov, som man kan se på nogle af de fotos, han tog. Han kunne finde på at arrangere, at mit ene bukseben var nede, det andet oppe. Jeg fik en sjov hat på hovedet og hans pibe i munden, og vi legede. Lige hvad en lille pige trængte til. Bare leve i nuet og have det dejligt med sine forældre.
Der var en slags hungersnød i Rusland, mens mor ventede mig. Hun havde kalkmangel, og til tider kunne hun knap nok vente med at tage noget af tavlekridtet, indtil det ringede ud til timen. Det resulterede da også, at jeg blev født med engelsk syge, og da jeg begyndte at spankulere på mine små ben, både lo og græd mor, da det lignede et hjul, der kom gående. Dette fik jeg dog rettet på i en lidt senere alder. Som stor skolepige begyndte jeg at lave strækøvelser, uden helt at vide hvorfor, og på den måde fik jeg mine skæve ben rettet ud. Da jeg i en ung alder blev uddannet som yoga-lærerinde fandt jeg ud af, at mange af de selvlærte gymnastiske øvelser jeg havde puslet med, var yoga-øvelser. Ja, sådan kan skæbnen også være.

Flugten til Danmark
Mine tanker går til min søde mor, som jeg prøvede at passe på, så godt jeg kunne. Jeg forstår bedre og bedre, hvorfor vi mennesker får tilegnet os nogle mønstre her i tilværelsen og beholder dem. Nogle ryster dem af sig, mens andre ikke kan ryste noget af, de ikke er bevidste om. Der er også svære episoder, som måske kan tilgives, men ikke glemmes. Man har fået et ar på sjælen.
Nu tænker jeg på den aftenstund, da fremmedpolitiet i Rusland kom til vort hjem og forlangte, at min mor skulle udlevere alle fars private papirer. Mor var ved at lægge mig i seng, og fortalte dem roligt, at de måtte vente, indtil hendes mand kom hjem efter et møde på den skole, hvor han arbejdede. Det kunne der ikke være tale om. Det skulle være her og nu. Jeg var meget bange, det lå i luften. Energierne var bestemt ikke kærlige eller for den sags skyld venlige. Næste dag kom forklaringen på dette højst ubehagelige besøg, nemlig at far var blevet arresteret. Han var en folkefjende, fordi han var gift med en udlænding, min mor der jo var halvt russisk og halvt dansk. Dette skete i Stalintiden, hvor masser af mennesker blev henrettet eller bare forsvandt. Mor gik i chok, og heldigvis var min danske morfar en stor støtte i det praktiske. Han fik kontakt med den danske konsul i Moskva, der prøvede på at få opklaret tingenes tilstand, selv om det på daværende tidspunkt var ret kaotisk. Denne fortalte os, at russerne vidste godt, hvor far var, men ville ikke give nogen informationer fra sig, så hans råd var, at vi skulle forlade landet hurtigst muligt, så længe vi endnu var i besiddelse af vore danske pas. Det pas, som blev vores redning, har jeg stadig den dag i dag.
Mor mistede pludselig sit job, med den begrundelse at hun var udenlandsk statsborger, så hvordan skulle hun nu klare sig. Det forstod hun ikke, for hun var jo født i Rusland, hvor hun havde fået sin lærereksamen og flere gange endda blevet præmieret som skolens bedste lærer.
Alt gik i sort. Der var ingen lyspunkter forude, kun forhindringer og utryghed. Min bedstefar fik underretninger om, at der var arresteret en række familier, hvor børnene var sendt på børnehjem, og at der kunne være en risiko for at de ville tvangsfjerne mig.
Vi samlede herefter de nødvendigste ejendele sammen til vor rejse til Danmark.
Min russiske mormor Helena var måske den mest praktiske med at pakke bagagen, men det var en svær situation for hende at rejse til et fremmed land i en alder af cirka 60 år, og så kunne hun heller ikke sproget. Verden blev svær for hende, hele sin familie måtte hun forlade. Hun og morfar havde én gang tidligere mistet alle ejendele, og det var under revolutionen i 1917. Men dette her var mange gange værre, da rødderne skulle rykkes op til en uvis tilværelse.
Men vi måtte rejse. Jeg husker svagt, hvordan min mor forsøgte at finde min far i de forskellige fængsler. Hun tog mig altid med og indprentede mig, at jeg ikke måtte give slip på hende et eneste øjeblik, fordi vi let kunne blive væk fra hinanden. Vi ventede hele dagen for at komme hen til lugen, hvor man kunne spørge om vedkommende som var arresteret, var her, men svaret var altid det samme. Nej vi kender ikke vedkommende. Næste. Og sådan fortsatte det i dagevis, indtil vi i Moskva via den danske konsul fik at vide, vi skulle opgive det og rejse medens tid var. Det var forfærdeligt for mor, der nu skulle tage beslutningen om vor fremtid. Morfar Peter var fornuftig, og fik hende overalt til at rejse, men hun var stadig i chok, og hvordan vi kom af sted, må guderne vide. Min far havde lavet mange smukke malerier, og min mor tog de to mindste med og efterlod resten. Bagefter fortalte hun, at hvis hun havde tænkt sig om, kunne hun jo have taget de rigtig fine ud af rammerne og rullet dem sammen, men det var ikke i hendes bevidsthed på det tidspunkt. Jeg havde uheldigvis fået kighoste og var derfor også svækket, hvilket ikke gjorde tingene lettere.
Alt dette skete i april 1938. I det hele taget var jeg meget overladt til mig selv som barn, og jeg savnede en far. En far, der kunne støtte mig og som jeg kunne hente råd hos, men sådan skulle det ikke være, så jeg prøvede efter bedste evne at klare mig selv. Senere, da arkiverne i Rusland blev åbnede i slutningen af 90’erne, viste alle anklagerne mod min far sig at have været falske. Han overlevede seks et halvt år i Petjor-lejren i Sibirien, hvilket var længe under de forhold der var, inden han i 1943 døde af lungebetændelse.